KTI og Råstofskolen havde den 24. maj stort skolebesøg af 19 folkeskoleelever fra Qeqertarsuup Atuarfia's 9 A, sammen med Overlærer Kasper Skifte. Kasper Skifter er også er elevernes klasselærer i grønlandsk, fysik, biologi og personlig udvikling. Han fortalte at eleverne selv havde været med til at spare sammen til studieturen til Sisimiut, og at kommunen gav den sidste støtte.

Besøget hos KTI var med til at give klassen en ide om, hvordan deres fremtid også kan forme sig: Gymnasievejen, Bygge- og Anlæg eller malerarbejde. Og hos Råstofskolen måske en uddannelse som maskinentreprenør eller minesvend?

Råstofskolen gav klassen en rundtur af skolen, hvorefter turen gik til øvelsesområdet, hvor eleverne kiggede på store entreprenørmaskiner og fik at vide hvordan de bruges. De så også hvordan kerneboring foretages da faglærer Curtis Chapman var i fuld gang med årets kerneboring kursus. Eleverne overværede en gruppe ivrige kursister i fuld sving med at lære, hvordan man får mineralske boreprøver op af den grønlandske undergrund.

Jens Lennert fra Råstofskolen var dagens kyndige leder af elev-gruppen, han fortalte om skolens virke på grønlandsk, og forklarede i detaljer hvad der foregår af mine-arbejde på øvelsespladsen. Blandt de mange ting klassen hørte om: hvordan man planlægger fjeld-sprængninger. Elevernes timelange tur til øvelsesområdet gav dem en grundig indsigt i grønlands muligheder indenfor minearbejde.

Qeqertarsuaq (Den Store Ø), Disko-øen, ligger 256 km nord for Sisimiut og har nu under 1000 indbyggere. Arealmæssigt er Qaasuitsup Kommunia som Qeqertarsuaq hører under, verdens største kommune med kyst der strækker sig over mere end 1600 km og et samlet areal på over 660.000 km2 (Frankrig er sammenligned ialt cirka 540.000 km2). Oprindeligt levede øens beboere godt af fiskeri og hvalfangst (siden 1773), og byen var engang hovedstad i Nordgrønland.

Det er en tilfredsstilllende opgave for Kasper Skifte, at være med til at danne fremtiden for unge som Qeqertarsuup Atuarfia's 9 A. Elever der tydeligt var interesserede i rundvisningen, og noget nær mønsterelever i opførsel. En harmonisk gruppe af glade, unge mennesker man kan mærke har mulighed for at blive til noget i fremtiden. 

Tiderne har forandret sig meget, og Kasper Skifte fortalte hvordan gode og dygtige unge fra Qegertarsuaq uddanner sig, men finder arbejde og fremtid andetsteds, da de ikke kan bruge deres uddannelser i Qeqertarsuaq. Det er en tragedie for små grønlandske samfund som Qeqertarsuaq, at nutidens udvikling betyder, at uddannelse og udvikling også er med til affolke Grønlands historiske, gamle og kendte bygder.