Mød nogle af Råstofskolens hårdtarbejdende, energiske og glade lærlinge: vores 2015 SUPERHOLD der arbejder for Per Aarsleff Grønland, Nuuk:

Kristian Andersen, Tuilik Berthelsen, Johan Ole Knudsen, Kim Foss Ingemann, og Nukaaraq Knudsen (Kim var desværre for os på ferie i Kangerlussuaq under besøget).

Råstofskolen (Tove) besøgte fredag den 20 maj Per Aarsleff Grønland i Nuuk der er ved at bygge Nuuk's havneudvidelse. Vores 5 lærlinge har været med fra første spadestik (som man siger). I dette tilfælde siden første sprængning. Kristian Andersen, den perfekte guide, tog mig på den helt store rundtur af det nye havneområde i Nuuk.

Selve kajanlægget er 310 meter langt med en sidekaj på lidt over 100 meter. Så det er et historisk grønlandsprojekt vores lærlinge er med til at lave - helt fra bunden.

Den samlede kontrakt har en værdi på 402 millioner kroner. Arbejdet indledtes i år (marts) og forventes afsluttet til november 2016. Den endelige kontrakt vil omfatte en ny containerterminal, herunder udførelse af kajanlæg, etablering af containerplads og udvidelse, uddybning af det nye havnebassin. Desuden skal der opføres bygninger til blandt andet kontorer, pakhus og værksted.

Der har været fjeld over hele det nye havneareal – og der skal i alt sprænges 300.000 kubikmeter klippe væk. Lige nu mangler man mellem 50-60.000 kubikmeter – det er 2-3 måneders sprængningarbejde.

Jeg var med ude og se vores lærlinge (solo arbejde for dem) forberede fredagens aftensprængning på Fyrøen. Alt der sprænges på Fyrøen af fjeld bruges som fyld i havnen. Den største sprængning holdet har været med til var med ialt 12 tons sprængstof på en gang!

På billederne fra Fyrøen forbereder Tuilik og Johan Ole mens Nukaaraq er henne ved depotet og hente sprængningkapsler, ledninger, etc. De tømmer mågereden for æg inden sprængningen – de skulle smage vældig godt (må prøves) :-) Kristoffer er deres sprængningsleder og holdleder, en rar mand. Han er god til at lære fra sig, og støtter vores lærlinge meget i deres arbejde. Han nåede ikke at komme med på billederne.

Udover ”almindelige” fjeldsprængninger er vores lærlinge også igang med undervandsprængninger – der sker noget i Nuuk! Tuilik lagde som lovet sin video op på "Facebook Elev- Kursistsiden" af deres sidste undervandsprængning (Tuilik og Nukaaraq arbejder en del på platformen med boringer).

Vores lærlinge og mange arbejdere bor i Per Aarsleff Grønland's bolig-camp – der minder meget om en mine-camp – men i forholdsvis bymæssig bebyggelse. Kristian bor i byen.

Kristian kan som den eneste hos Per Aarsleff Grønland slibe diamantborehoveder. Han har lært sig selv denne færdighed, og fået undervisning i det hos Råstofskolen. Boreshovederne skal slibes i en vinkel af nøjagtig 38 grader (både runde og spidsformede). De fleste Kristian sliber er runde. Maskinen var ny og professionel - jeg var temmelig imponeret over Kristian's spændvidde (talent).

Vores lærlinge har været med til arbejde inden for en masse områder – når man er lærling er det en meget heldig situation. Der læres meget – og der er rimelig stor variation i dagligdagen. Holdet har været med til den nye havn helt fra grunden: vand- og landsprængninger, fylding af en kløft, vejbygning, fyldning af havn, udgravning til bl.a. vandledninger langs med kajen samt pumpehus, etc.

Der er stadig utrolig meget arbejde at færdiggøre ved den nye havn, og det bliver en oplevelse at se det nuværende havneområde dækket med med beton senere på året.

I forbindelse med havneanlægget skal der også bygges en ny bro som forbinder den omkringliggende byvej med en ny havnetransportvej for havnegods. Dette arbejde er så småt begyndt med fyldning af sten i vandområdet. Det er lidt svært at forestille sig at tidsrammen kan holdes på nuværende tidspunkt. Der er afsat 6 måneders yderligere arbejde i denne kontrakt - hvilket ikke er megen tid for alle planlagte tiltag der stadig mangler.

Kristian kørte mig til slut op og se Sprængstofdepotet - det ligger lige bagom klippespidsen ved Qinngarput. 

Det var en superspændende, kold og blæsende morgen med 4 ud af 5 Per Aarsleff's Råstofskolen lærlinge – og jeg kan nemt forstå hvorfor Per Aarsleff's projektleder, Jes Olsen, er utrolig glade for at have vores hold med på projektet!