Livet i Sisimiut

Kollegierne
Der findes flere forskellige kollegier i byen, både ældre som nye. De fleste Arktisk Ingeniør studerende bliver indkvarteret på det nye runde ingeniørkollegium Apisseq, der blev taget i brug i 2011. Kollegiet består af 33 værelser og 4 lejligheder samt fællesfaciliteter indeholdende opholdsstue med tv og køkken samt et vaskerum med 2 vaskemaskiner og 2 tørretumblere til fri afbenyttelse for kollegiets beboere. 

Værelser
Alle værelser er på ca. 14 m2 med eget badeværelse og tekøkken samt udstyret med seng, skrivebord med kontorstol, lille sofabord, skab samt reolsystem. Man skal selv medbringe dyne, hovedpude, sengetøj og håndklæder eller købe dette i byens JYSK.

Forbrug
Der er i huslejen på 850 kr. indregnet fri el og varme.

Kantiner
Udover selv at lave mad, er det muligt at købe mad i kollegiekantinen, der ligger ved et af de ældre kollegier. På skolen er det muligt at købe frokost i kantinen, hvor der bl.a. er smørrebrød, salatbar og varme retter.

Internet
Der er mulighed for at få internet på værelserne gennem ”post-tele”. Der findes endnu ikke fri bredbånd i Grønland, og priserne er derfor meget høje. Det er muligt at få forskellige ”pakker”, hvor den største giver 9 GB data for 999,-/md plus fastnetabonnement på 150,-/md.
Se www.tele.gl for yderligere information.

Klima og påklædning
Da Sisimiut ligger nord for polarcirklen kan temperaturen i perioder komme ned omkring -30 °C. Derfor er det en god ide med varmt tøj til vinterperioden. Især er handsker, hue og varme støvler vigtigt. Det meste af tiden ligger temperaturen dog højere, og er i vinterperioden omkring -15/-20 °C. Det er derfor ikke nødvendigt at investere hele ens formue i vintertøj, da en almindelig vinterjakke og ”lag på lag” metoden fungerer fint (f.eks. er en ekstra fleece-trøje og regnjakke tilstrækkelig det meste af tiden, såfremt man ikke skal stå stille i længere tid af gangen).

Valuta
I Grønland bruges der Danske kroner (DKK).

Priser
Generelt er priser på fødevarer lidt dyrere end i Danmark, dog er der enkelte varer der er væsentlig dyrere. Dette er bl.a.: Mælk*(1l ~ 40 kr.), grøntsager (1 agurk ~ 25 kr.), alkohol (1 Carlsberg/Tuborg ~ 20 kr.) og cigaretter (1pk. ~ 70 kr.). (* Det er dog muligt at få uht-behandlet mælk til ca. 10 kr./l). Andre varer som f.eks. tøj og computer er momsfrit, og kan derfor i nogle tilfælde være billigere.
Moms
Der betales ikke moms af varer i Grønland. Når man har adresse i Grønland, er det muligt at købe momsfrit i Danmark og andre lande, og selv medbringe varer og kvitteringer til Grønland, hvor kvitteringer kan stemples på byens skattekontor og sendes tilbage til butikken, som udbetaler momsen via bankkonto. Dette kender mange butikker til i forvejen, så dette er nemt at gøre. Det er også muligt via internethandel at spare momsen. Derudover er det muligt at benytte sig af ”Global Blue” (http://www.global-blue.com/traveller-services/tax-free-shopping/tax-free-shopping/).

Told
Det er tilladt at indføre en vis mængde cigaretter og alkohol/vin/øl toldfrit når man rejser til Grønland.

Kolonial
Der findes 3 Brugsen-butikker (1 stor + 2 små ”døgn”), 3 spar butikker (2 ”døgn” + skibshandel) og en Pisifiik (supermarked, der minder om Brugsen med tilhørende elektronik-afdeling). 

Butikker
Der findes flere forskellige tøjbutikker, Kiosker, Boghandel, Computerforhandler, Jysk, Stark byggemarked, Guldsmed, Optiker, Posthus.

Cafe og restaurant
Der findes 1 restaurant og 2 cafeer samt grillbar.

Fritid
Der findes i Sisimiut flere fritidsaktiviteter – nogle årstidsbestemte og andre hele året. Af helårsaktiviteter kan nævnes: Vandreture i fjeldet med en fantastisk udsigt. Det er muligt at vandre hele året, men naturen varier meget fra sommer til vinter. Om sommeren er det fjeld dækket af krat og søer og om vinteren er det fjeld dækket af sne. Det er muligt at låne fjeldudstyr på skolen.

Kulturhus
Kulturhuset rummer biograf/koncert/teater, café, konferencelokaler og internetcafé.

Biograf: I biografen er det muligt at se nyere film, og der vises typisk en ny film hver uge. (pris ca. 70 kr.)

Koncert
Mindre koncerter foregår i kulturhuset. Jævnligt er der større koncerter i byen, der afholdes i hallen (pris fra 60 til 250 kr.).

Hallen / træningscenter
Det er muligt at træne hele året i hallen og træningscenteret, der ligger i forlængelse af hallen. Det er muligt at træne: håndbold, fodbold, volleyball, badminton og styrketræning (10-turskort til fitnesscenteret koster 175,- og købes på skolen).

Sommer - fiskeri - sejlads
Der er mulighed for at sejle langs kysten og i fjorde, hvor der er god mulighed for at fange fisk, der findes i hobetal.

Efterår - jagt
Om efteråret er det muligt at gå på rensdyrjagt. I Grønland er det ikke nødvendigt at tage jagttegn, men man skal have tildelt en kvote, hvilket koster 50 kr. på kommunen. Det er muligt at købe forskellige typer geværer flere steder i byen.

Vinter - hundeslæde - snescooter - skisport 
Der er mulighed for at prøve to specielle aktiviteter i vinterhalvåret:

Hundeslæde
Er en spændende oplevelse og den rigtige måde at se Grønland på. Man nyder stilheden i de store fjelde, når det eneste man kan høre er slæden der glider over sneen.

Snescooter
Er man til fart er snescooter det helt rigtige. Nogle snescootere kan køre over 200 km/t. 
Mange lokale har enten snescooter eller hundeslæde, og der vil der derfor være en god mulighed for, at der er nogen af de lokale i klassen der har adgang til begge. 

Skisport
Der er rigtig gode muligheder for at stå på ski, både langrend og alpint. Et stykke uden for Sisimiut findes der en skilift til alpint skiløb og for dem der er til langrend bliver der lavet et stort løjpesystem, med kilometerinddeling, hvor der kan trænes op til det årlige Arctic Circle Race (160 km på 3 dage). Det er muligt at låne skiudstyr på skolen. Der findes både udstyr til langrend og alpint skiløb.

Natteliv
Der findes en række steder hvor man kan gå i byen og nyde nattelivet.
”Starlight” er byens diskotek og er et klassisk provinsdiskotek, der hænger sammen med ”billardklubben” der er en bar.
Ved ”Hotellet” findes der en hyggelig klassisk bar.
Desuden findes der lokale bodegaer, hvor det primært er de ældre lokale der færdes.